hvad dælen lavede pinden

Igår efter udflugten til børnehaven da terrariet var sat på plads i vindueskarmen på badeværelset kiggede jeg på den største af pindene, der sad meget sløvt på bunden. Ud af pindens ende kom noget hvidt sammenhængende småkugler, den vippede enden nedaf og vupti, så slog den et slag op i luften ed enden og ud røg det "hvide noget" Var det mon æg?? eller bare lort?? lidt spændende,trods alt

vandrende pinde i institutioner

Efter at have haft terrariet med de vandrende pinde med i børnehaven gik det op for mig at det var et perfekt dyrehold for børn i en børnehave/institution.
1.Pindene har en rimelig kort levetid, ca 1 år, så udviklingen af pindene sker inden for en kort periode, så der er rig mulighed for børnene at få øje på udviklingen af pindene.
2.Pindene er nemme at holde med foder og skifte bund, og de vil være lette for børnene at hjælpe med til at passe.
3. Pindene er langsomme af natur,bider ikke, kan ikke hoppe eller flyve, så de vil være rimelig nemme for børn at håndtere.
4.Et minus er dog at pindene er nataktive, de vandrer rundt og spiser om natten.Dog vil børnene så om morgenen kunne iaggtage pinenes nye opholdssteder der er indtruffet natten over.

pinde på børnehave besøg

Simon fik oplevelsen af at være midtpunkt blandt børnehavens øvrige børn da han fik lov til at bære terrariet for mig da vi skulle udskifte grenene med de nye vi havde klippet af.

Se hvor modig, en pind på hovedet.

Sejr, en pind er kravlet på hendes hånd og tilmed vækker glæde.

Her en sjov oplevelse for mig( nok også børnene ;-D) Natasha, der her viser henrykkelse over at skulle rode rundt i klisteret var den, der var mest skeptisk overfor de vandrende pinde. Simon derimod, skulle overskride en grænse inden han kunne rode rundt i klisteret, hvor imod de vandrende pinde var et hit hos ham og ikke vakte nogen ubehag.

Julies hænder måtte vi lige styre for ellers havde hun snuppet en vandrende pind og taget en bid af.

Simon syntes bare de var et hit, og var så forsigtig i hans omgang med pindene

Æstetisk læreproces på Mariehønen, en gruppe børnehavebørn på 6 udviklingshæmmede børn hvor jeg har arbejdet i nogle år som pædagogmedhjælper, indtil jeg valgte at blive pæd. studerende, jeg kan heldigvis bruges som vikar.

Idag skulle jeg realisere et æstetisk læringsforslag i faget DKK. Det gik ud på at udfordre sanserne, primært følesansen.Vi havde inddraget de vandrende pinde i aktiviteten, så pindene måtte en tur med i børnehaven. Jeg ved ikke om den foregående aktivitet havde gjort børnene modigere, for da terrariet kom på bordet var især Simon den der uden skepsis ville holde en vandrende pind, han var ellers den, der havde kæmpet mest for at overskride sin grænse og putte hænderne ned i skålen med opblødte hørfrø. Sabrina var lidt skeptisk, men efter at have iagttaget os andre der havde dem kravlende på arme og hænder, da ville hun gerne holde en, meget stor grænse hun der trodsede hos sig selv.

et pinde mysterie

Jeg skulle bruse mine pinde til morgen og hvad opdager jeg.. de 2 store pinde har faktisk kun 4 ben.. Det forstår jeg ikke for jeg syntes bestemt at de havde 6 ben for et par dage siden. De små har 6 ben.. Der er et mysterie jeg skal have opklaret, er der denne forskel med alderen?? eller har de været oppe og slås i nattens løb??

biotop og grævling

Da jeg gik rundt derude ved grævlingegraven, gik jeg og tænkte på historier min morfar fortatle om hvordan man i gamle dage når man var på jagt, proppede støvlerne med koks fordi ,når en grævling blev jaget op af graven kunne den finde på at fare i benet på jægeren og bide sig fast indtil den hørte knoglerne knase, hvad der jo så bare var koks...Nu er min morfar død, så jeg kunne ikke forhøre mig hos ham selv om det egentlig bare var historie, eller om det var ganske sandt. Så jeg googlede det og fandt lidt historie om grævlinge som jeg fandt lidt sjov som jeg lige kopierer herind .....
Knasende knogler....
I gamle dage troede man, at hvis en grævling bed én i benet, så ville den blive ved med at bide til den hørte knoglerne knase inden i benet. Derfor puttede grævlinge-jægerne knasende ting i deres støvle-skafter. Æggeskaller, tvebakker, trækul eller gamle aviser.
Men det passer altså ikke - det der med at grævlingen bider sig fast til det knaser. Den er så bange for mennesker, at den flygter så snart den hører os. Derfor er det svært at få en levende grævling at se.
Så lige en lille sjov historie,som endda er fra Als, ja vi er jo måske nok lidt småsære ;-D
Forvandling...
En fuldmånenat gik en mand på grævlingejagt på Als. Pludselig så han en grævling i måneskinnet. Han skulle lige til at skyde den, da han så, at der gik en nisse ved siden af grævlingen. Manden tog geværet ned fra skulderen, og nu så han at grævlingen forvandlede sig til en nisse. Samtidig hørte han en stemme sige "Du vil da ikke skyde min kone?".

Biotop

Det ligner slåen bær

dyrespor. Grævling og rådyr

En skumringstime ved biotopen

Jeg tog en tur ud til biotopen idag for at se på de forandringer, der måtte være, og så var jeg meget spændt på om der var gang i grævlingegraven. Hestene har jo ikke stået der i denne sommer, da vi var bange for at de skulle komme galt af sted med alle de huller gævlingene har gravet.

Der er liv,masser af liv, for hold da op hvor er der gravet, flere huller og volden er faktisk skredet sammen flere steder. Jeg var på begge sider af hegnet og ude på marken kan jeg godt forstå at Chresten har siddet fast, for der var jorden også skredet. Gik og var lidt nervøs for at træde igennem.

Jeg tog fotos af nogle dyrespor, nogle må være grævlinge spor, og tror også der var rådyrspor.

Jeg var så optaget af alt det grævlingehalløj at jeg ikke kiggede efter andet småkravl, men tog nogle fotos af nogle bær der må være slåen, dog uden at jeg er sikker.Vil lige undersøge dette.

Lidt pinde info

Antal arter:
Ca. 2000 stk.
Oprindelse:
De fleste arter findes i de varme lande, men man kan finde dem helt op til det sydlige Frankrig og et par arter (som er indført fra New Zealand) lever på Englands sydkyst
Størrelse:
De mindste bliver 2 cm, de største op til 45 cm (incl. ben). Den tungeste vejer ca. 60 gram
Terrarium:
Skal være 2-3 gange så højt som dyret
Placering:
Ikke i sol og træk, det tåler pindene ikke
Lys:
Lys over terrariet er ikke nødvendigt, men dyrene skal kunne se forskel på dag og nat, da de fleste arter er nataktive
Temperatur:
De fleste arter trives ved 23-25 grader
Luftfugtighed:
60-70%
Foder:
Langt de fleste arter som fås i handlen spiser brombærblade, de er især gode fordi man også kan finde dem vinteren igennem. Mange arter spiser også blade fra eg, efeu, frugttræer, hawaii-blomst, rose og jordbær, men sørg for at det er usprøjtede blade
Vand:
Man kan stille foderet ind i et bæger med vand. Sørg også for at dusche terrariet med lunkent vand en gang om dagen, så kan de vandrende pinde drikke dråberne
Formering:
Hos nogle arter kræves det en han for at pindene bliver til flere. Hos andre arter findes der kun hunner. Hos disse sidste foregår formeringen ved jomfrufødsel, hunnerne lægger ubefrugtede æg, som klækker med små nymfer
Æglægning:
Nogle arter lægger æg i bundlaget, andre bare tilfældigt på bundlaget og andre igen klæber dem fast i sprækker og revner
Klækning af æg:
Man kan tage æggene fra terrariet og putte dem i små bøtter med sand eller spagnum, der holdes fugtigt. Man kan også bare lade æggene blive i terrariet, dette giver ofte det bedste resultat
Klækketid:
Afhængigt af arten. Det mest normale er 2-5 måneder, men hos nogle arter klækker æggene efter få uger, hos andre arter kan der gå helt op til et år
Opvækst:
Nymferne skal holdes lidt mere varmt og fugtigt end de voksne. De vokser ved at skifte ham. De er voksne på 3-6 måneder og lever herefter 6 måneder
Produktivitet:
De fleste arter er meget produktive, så på et tidspunkt skal man måske overveje at fjerne og destruere æggene for ikke at få alt for mange pinde

terrariet

Efter at have været en omvandrende pine, så oprandt dagen hvor dyrehandleren havde fået vandrende pinde og jeg kunne indkøbe mig nogle.

5 stk blev det til, 2 store og 3 mindre.Nogle af pindene var dælme store, så store at jeg var lidt utryg ved dem, mine de de største er kun halvt så store som de støreste de havde.

Allerede nu ved jeg at de spiser vedbend, Brombær blade, hindbær blade. De har en levetid på ca 1 år. De lægger æg. de skifter ham når de vokser. Taber de et ben vokser det ud igen.

Ja også har jeg holdt dem og kan konstatere at de faktisk er lidt bløde, ikke hårde som en pinde.De har følehorn. 6 ben, som ligesom er delt op med 1 par forrest og 2 par bagerst. De må have en form for sugekopper på benene da de kan klatre op af glassets sider.

Jeg valgte at købe et lille terrarie, da dette havde et fast låg og var uden ridser, så det er net at se igennem. Jeg har fyldt muld i bunden, sat en lille skål med vand til at fugte grenene deri, som lige nu er vedbend og brombær grene. Jeg har lagt en større sten og en hvid muslingeskal. Badene spiser de, og grenene klatrer de i.

For at bevare husfreden har jeg trukket en nylonstrømpe henover låget, der har små sprækker, så sikrer jeg mig at de bliver indenbords.

stoftryk

Mit praktik dokument bla omk stoftryk