biotop og grævling

Da jeg gik rundt derude ved grævlingegraven, gik jeg og tænkte på historier min morfar fortatle om hvordan man i gamle dage når man var på jagt, proppede støvlerne med koks fordi ,når en grævling blev jaget op af graven kunne den finde på at fare i benet på jægeren og bide sig fast indtil den hørte knoglerne knase, hvad der jo så bare var koks...Nu er min morfar død, så jeg kunne ikke forhøre mig hos ham selv om det egentlig bare var historie, eller om det var ganske sandt. Så jeg googlede det og fandt lidt historie om grævlinge som jeg fandt lidt sjov som jeg lige kopierer herind .....
Knasende knogler....
I gamle dage troede man, at hvis en grævling bed én i benet, så ville den blive ved med at bide til den hørte knoglerne knase inden i benet. Derfor puttede grævlinge-jægerne knasende ting i deres støvle-skafter. Æggeskaller, tvebakker, trækul eller gamle aviser.
Men det passer altså ikke - det der med at grævlingen bider sig fast til det knaser. Den er så bange for mennesker, at den flygter så snart den hører os. Derfor er det svært at få en levende grævling at se.
Så lige en lille sjov historie,som endda er fra Als, ja vi er jo måske nok lidt småsære ;-D
Forvandling...
En fuldmånenat gik en mand på grævlingejagt på Als. Pludselig så han en grævling i måneskinnet. Han skulle lige til at skyde den, da han så, at der gik en nisse ved siden af grævlingen. Manden tog geværet ned fra skulderen, og nu så han at grævlingen forvandlede sig til en nisse. Samtidig hørte han en stemme sige "Du vil da ikke skyde min kone?".